Dato og tid
     
    Chatboks
    Du skal være logget på for at skrive en kommentar på webstedet - enten log på eller hvis du ikke er medlem klik her for medlemskab


    Endnu ingen beskeder.
    5. - Jesus fremstilles i Templet
    torsdag. 21 februar 2013
    af Uploadet af Andreas Falck forfatter liste
    i At finde vejen til Jesus
    hits: 604

    Da der var gået omkring fyrretyve dage efter Jesu fødsel, tog Josef og Maria ham op til Jerusalem for at fremstille ham for Herren og for at bringe deres offergave. Dette var i overensstemmelse med jødernes lov, og som menneskets stedfortræder måtte Kristus rette sig efter loven i alle dens enkeltheder. Han havde allerede været underkastet omskærelsesceremonien som et løfte om sin lydighed over for loven.

    Som offergave for moderen krævede loven et årgammelt lam som brændoffer og en ung due eller en turteldue som syndoffer. Men loven tillod, at hvis forældrene var for fattige til at bringe et lam, så ville et par turtelduer eller to unge duer, den ene til brændoffer og den anden til syndoffer, også gøre fyldest.

    De offergaver, man bragte Herren, skulle være uden fejl eller lyde. Disse ofre var symboler på Kristus, og dette viser med tydelighed, at Jesus selv var uden legemlige fejl. Han var "et lam uden plet og lyde". 1Pet. 1,19. Hans legemsbygning var ikke skæmmet af nogen fejl, han var legemligt stærk og sund, og hele sit liv levede han i overensstemmelse med naturens love. Fysisk såvel som åndeligt var han et forbillede på, hvad Gud havde bestemt mennesket til at være gennem lydighed mod hans love.

    Indvielsen af den førstefødte havde sin oprindelse fra de tidligste tider. Gud havde lovet at ville give Himmelens førstefødte til frelse for syndere. Denne gave skulle i ethvert hjem anerkendes gennem en helligelse af den førstefødte søn. Han skulle indvies til præsteskab som repræsentant for Kristus blandt mennesker.

    Da Israel blev udfriet fra Egypten, blev der atter påbudt en indvielse af den førstefødte. Medens Israels børn var i trældom i Egypten, befalede Herren Moses at gå til Farao, Egyptens konge, og sige: "Så siger Herren: Israel er min førstefødte søn; men da jeg sagde til dig: Lad min søn rejse, for at han kan dyrke mig! da nægtede du at lade ham rejse. Se, jeg dræber din førstefødte søn!" 2Mos. 4,22?23.

    Moses overbragte sit budskab; men den stolte konges svar lød således: "Hvem er Herren, at jeg skulle adlyde ham og lade israelitterne rejse. Jeg kender ikke noget til Herren, og jeg vil heller ikke lade israelitterne rejse!" 2Mos. 5,2. Herren virkede for sit folk gennem tegn og undere og sendte frygtelige domme over Farao. Til sidst fik dødsenglen befaling til at dræbe de førstefødte blandt mennesker og dyr hos ægypterne. For at israelitterne kunne blive skånet fik de befaling om at stryge deres dørstolper med blodet af et slagtet lam. Ethvert hus skulle mærkes, for at engelen, når han kom forbi for at dræbe, måtte gå israelitternes huse forbi.

    Da Herren havde sendt denne dom over Ægypten, sagde han til Moses: "Du skal hellige mig alt det førstefødte, ..... både af mennesker og kvæg; det skal tilhøre mig!" "Dengang jeg dræbte alt det førstefødte i Ægypten, helligede jeg mig alt det førstefødte i Israel, både af mennesker og dyr; mig Herren skal de tilhøre!" 2Mos. 13,2; 4Mos. 3,13. Efter at tabernakeltjenesten var indstiftet, valgte Herren Lievis stamme i stedet for de førstefødte i hele Israel til at gøre tjeneste i helligdommen. Men de førstefødte skulle stadig betragtes som Herrens ejendom og måtte tilbagekøbes for en løsesum.

    Således var loven om fremstillingen af den førstefødte på en særlig måde betydningsfuld. Samtidig med, at den var en erindring om Herrens vidunderlige udfrielse af Israels børn, var den et symbol på en større udfrielse, der skulle udvirkes ved Guds enbårne Søn. Ligesom blodet, der var strøget på dørstolperne, havde frelst de førstefødte i Israel, sådan har Kristi blod kraft til at frelse verden.

    Hvilken betydning knyttede der sig ikke til fremstillingen af Kristus! Men præsten kunne ikke se noget af dette gennem sløret. Han kunne ikke tyde det mysterium, der lå bagved. Fremstillingen af børn var en dagligdags begivenhed. Dag efter dag tog præsten imod løsepenge, når børnene blev fremstillet for Herren. Dag efter dag gentog han rutinemæssigt sit arbejde og ænsede kun lidet forældrene eller børnene, medmindre han så noget, der tydede på høj rang eller rigdom hos forældrene. Josef og Maria var fattige, og da de kom med deres barn, så præsterne blot en mand og en kvinde, der var klædt som galilæere og i den tarveligste dragt. Der var intet i deres ydre, der kunne tiltrække sig opmærksomhed, og deres offergave var kun den, som de fattige plejede at bringe.

    Præsten gennemførte ceremonien på den foreskrevne måde. Han tog barnet i sine arme og løftede det op foran alteret. Da han havde rakt det tilbage til dets moder, indskrev han navnet "Jesus" på listen over de førstefødte. Kun lidet anede han, at det barn, som lå i hans arme, var Himmelens Majestæt og ærens Konge. Præsten tænkte ikke, at dette barn var den, om hvem Moses havde skrevet: "En profet som mig vil Herren jeres Gud lade fremstå for jer, en af jeres brødre; ham skal I høre på i alt, hvad han taler til jer" Apg. 3,22. Han tænkte ikke, at dette barn var ham, hvis herlighed Moses havde bedt om at se. Men en, der var større end Moses, hvilede i præstens arme, og da han indskrev navnet, indskrev han navnet på ham, som var grundlaget for hele jødefolkets husholdning. Dette navn skulle blive dens dødsdom; thi ofringernes og offergavernes system var ved at forældes; forbilledet havde næsten nået sit modbillede, skyggen sin virkelighed.

    Shekinah (det synlige tegn på Guds nærværelse) var veget bort fra helligdommen, men i barnet fra Betlehem fandtes den herlighed, som engle bøjer sig for. Dette ubevidste barn var den forjættede sæd, som det første alter, der blev bygget ved Paradisets port, viste hen til. Dette var Silo, fredsfyrsten. Det var ham, der havde åbenbaret sig for Moses som JEG ER. Dette var ham, som i skystøtten og ildstøtten havde været Israels fører. Dette var ham, som seerne gennem lange tider havde profeteret om. Han var alle folkeslagenes håb, Davids rod og kvist og den strålende morgenstjerne. Navnet på dette hjælpeløse lille barn, der blev indskrevet i Israels folkeregister, som erklærede ham for at være vor broder, var den faldne menneskeslægts håb. Det barn, for hvem der var betalt løsesum, var den, der skulle komme til at betale løsesummen for hele verdens synd. Han var den sande "store præst over Guds hus" hovedet for "et uforgængeligt præstedømme", talsmanden ved "Majestætens højre hånd i det høje". Hebr. 10,21; 7,24; 1,3.

    Det åndelige må bedømmes åndeligt. I templet blev Guds Søn indviet til den gerning, han var kommet for at udføre. Præsten betragtede ham, som han ville have betragtet ethvert andet barn. Men skønt han hverken så eller følte noget usædvanligt, blev Guds handling ved at give sin Søn dog anerkendt. Denne begivenhed foregik ikke uden en genkendelse af Kristus. "Og se, der levede i Jerusalem en mand ved navn Simeon; han var en retfærdig og gudfrygtig mand og ventede Israels trøst; og Helligånden var over ham. Og det var varslet ham af Helligånden, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede."

    Idet Simeon kommer ind i templet, ser han en familie, der fremstiller deres førstefødte søn for præsten. Deres udseende tyder på, at de er fattige; men Simeon forstår åndens tilskyndelse, og han får et dybt indtryk af, at dette lille barn, der bliver fremstillet for Herren, er Israels trøst, den, han har længtes efter at se. For den forbavsede præst virker Simeon som et menneske under en henrykkelse. Barnet er blevet givet tilbage til Maria, og han tager det i sine arme og fremstiller det for Gud, medens en glæde, som han aldrig før har følt, fylder hans sjæl. Idet han løfter den nyfødte Frelser op mod himmelen, siger han: "Herre! nu lader du din tjener gå bort i fred, som du har sagt. Thi mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folkeslag, et lys, som skal åbenbares for hedningerne, og en herlighed for dit folk Israel."

    Profetiens ånd var over denne Guds mand, og medens Josef og Maria stod ved siden af og undrede sig over hans ord, velsignede han dem og sagde til Maria: "Se, det barn er sat til fald og oprejsning for mange i Israel og til et tegn, som skal modsiges ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge! så at mange hjerters tanker skal blive åbenbaret."

    Også Anna, der var en profetinde, kom derind og bekræftede Simeons vidnesbyrd med hensyn til Kristus. Da Simeon talte, lyste hendes ansigt af Guds herlighed, og hun udøste sit hjertes taknemmelighed, fordi hun havde fået lov til at se Herren Kristus.

    Disse ydmyge tjenere for Gud havde ikke forgæves gransket profetierne. Men de, der sad inde med embeder som rådsherrer og præster i Israel skønt også disse havde profetiernes dyrebare forudsigelser for øje vandrede ikke ad Herrens veje, og deres øjne var ikke åbne, så de kunne se livets Lys.

    Sådan går det stadig. Begivenheder, som samler hele Himmelens opmærksomhed om sig, forbliver ubemærkede; åndelige vejledere og deltagere i tjenesten i Guds hus lægger slet ikke mærke til, hvad der sker. Mennesker anerkender den historiske Kristus, skønt de vender sig bort fra den levende Kristus. Kristus, som i sit ord kalder til selvhengivelse gennem de fattige og lidende, som trygler om hjælp, i den retfærdige sag, der medfører fattigdom og vanære, bliver i dag ikke modtaget med større beredvillighed, end han blev det for nitten hundrede år siden.

    Maria grublede over Simeons store og vidtrækkende profeti. Medens hun betragtede barnet, der lå i hendes arme, og mindedes de ord, der var blevet sagt af hyrderne fra Betlehem, blev hun opfyldt af taknemmelig glæde og glade forhåbninger. Simeons ord erindrede hende om Esajas' profetiske ord: "Men der skyder en kvist af Isajs stub, et skud gror frem af hans rod; og Herrens Ånd skal hvile over ham, visdoms og forstands ånd, råds og styrkes Ånd, Herrens kundskabs og frygts Ånd. Og retfærd er bæltet, han har om sin lænd, trofasthed hofternes bælte." Det folk, som vandrer i mørke, skal skue så stort et lys; lys stråler frem over dem, som bar i mulmets land. Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste." Es. 11,1?5; 9,2?6.

    Alligevel forstod Maria ikke, hvad hensigten var med Kristi sendelse. Simeon havde profeteret om ham som et lys, der skulle skinne for hedningerne, og også som en herlighed for Israel. På samme måde havde englene forkyndt Frelserens fødsel som et glædesbudskab til alle mennesker. Gud søgte at rette på den snæversynede, jødiske opfattelse af Messias' gerning. Gud ville, at mennesker ikke blot skulle betragte ham som Israels befrier, men som verdens Frelser. Men der skulle gå mange år, før selv Jesu moder kunne forstå hans opgave. DSM 32

    Se havde Simeon sagt, det barn er sat til fald og oprejsning for mange i Israel og til et tegn, som skal modsiges. De, som atter skulle oprejses, måtte først falde. Vi må falde på klippen og knuses, før vi kan oprejses ved Kristus. Vort eget jeg må afsættes fra tronen, hovmodet må ydmyges, hvis vi ønsker at kende herligheden i det åndelige rige. Jøderne ville ikke tage imod den ære, som kun opnås ved at ydmyge sig. Derfor ville de ikke tage imod deres Frelser. Han var et tegn, som skulle modsiges.

    Så at mange hjerters tanker skal blive åbenbaret I lyset af Frelserens liv vil alle hjerters tanker, lige fra Skaberens til mørkets fyrstes, blive åbenbaret. Satan har fremstillet Gud som en egenkærlig tyran, der kræver alt, men intet giver; der gør fordring på sine skabningers tjeneste til sin egen forherligelse, men ikke ofrer noget til gavn for dem. Men ved at give os Kristus åbenbarer Faderen sit hjerte. Dette er et vidnesbyrd om, at Guds tanker om os er tanker om fred og ikke om ulykke. Jer. 29,11. Det forkynder, at selv om Guds had til synden er stærkt som døden, så er hans kærlighed til synderen stærkere end døden. Da han har påtaget sig at frelse os, vil han intet spare, hvor dyrebart det end er ham, hvis det er nødvendigt til fuldførelsen af hans værk. Ingen sandhed, der har væsentlig betydning for vor frelse, forholdes os, intet barmhjertighedsunder bliver forsømt, ingen guddommelig kraft får lov at være ledig. Guds velsignelser hobes op oven på gunstbevisninger og gaver oven på gaver. Hele Himmelens skatkammer står til rådighed for dem, som han søger at frelse. Når han har samlet alle universets skatte og åbnet for Almagtens hjælpekilder, lægger han dem i Kristi hænder og siger: Alt dette er til menneskene. Brug disse gaver til at overbevise dem om, at der ikke findes en kærlighed, der er større end min, hverken i Himmelen eller på jorden. De vil finde deres største lykke ved at elske mig.

    Ved Golgatas kors stod kærligheden og egenkærligheden ansigt til ansigt. Her åbenbarede de sig helt og fuldt. Kristus havde kun levet for at trøste og velsigne, og ved at dræbe ham afslørede Satan, hvor fuldt af ondskab hans had mod Gud var. Han viste tydeligt, at det virkelige formål med hans oprør var at styrte Gud fra tronen og tilintetgøre ham, gennem hvem Guds kærlighed var blevet åbenbaret.

    Gennem Kristi liv og død blev også menneskers tanker bragt frem for dagens lys. Fra krybben til korset var Jesu liv et kald til selvfornægtelse og til fællesskab i lidelsen. Det afslørede, hvad der var menneskers formål. Jesus kom med den himmelske sandhed, og alle, der lyttede til Helligåndens røst, følte sig draget til ham. De, som dyrkede deres eget jeg, tilhørte Satans rige. Ved deres indstilling til Kristus ville alle komme til at vise, på hvilket parti de stod. Således afsiger enhver dommen over sig selv.

    Når den sidste dom finder sted, vil enhver fortabt sjæl kunne forstå, af hvad art hans egen forkastelse af sandheden er. Korset vil blive fremstillet, og dets virkelige betydning vil blive forstået af ethvert sind, som har været forblindet af overtrædelser. Over for synet af Golgata med dets ufattelige offer vil syndere komme til at stå fordømte. Enhver løgnagtig undskyldning vil blive fejet bort. Menneskets frafald vil vise sig i sin hæsligste skikkelse. Mennesker vil komme til at se, hvad det er, de har valgt. Ethvert spørgsmål om sandhed og vildfarelse under den langvarige strid vil så være opklaret. På verdensdommens dag vil Gud stå renset for enhver bebrejdelse for det ondes eksistens eller vedvaren. Det vil blive bevist, at de guddommelige love ikke er medvirkende til synden. Der fandtes intet fejlagtigt i Guds herredømme og heller ingen årsag til misfornøjelse. Når alle hjerters tanker skal åbenbares, vil både de trofaste og de oprørske sjæle forene sig i at erklære: "Retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge! Hvem skulle ikke frygte dig, Herre! og prise dit navn. Fordi dine retfærdige domme er blevet åbenbaret." Åb 15,3?4.