Dato og tid
     
    Chatboks
    Du skal være logget på for at skrive en kommentar på webstedet - enten log på eller hvis du ikke er medlem klik her for medlemskab


    Endnu ingen beskeder.
    14. - Jesus for Annas' og Kajfas' domstol
    torsdag. 21 februar 2013
    af Uploadet af Andreas Falck forfatter liste
    i At finde vejen til Jesus
    hits: 519

    De skyndte sig afsted med Jesus over bækken Kedron, forbi haver og olivenlunde og gennem den slumrende bys stille gader. Det var over midnatstid, og skrigene fra den hujende menneskehob, der fulgte efter ham, lød skingrende i den stille luft. Frelseren var bunden og strengt bevogtet, og han bevægede sig med vanskelighed. Men i største hast skyndte hans fangevogtere sig at føre ham til den forrige ypperstepræst Annas palads.

    Annas var overhovedet for den tjenestegørende præsteslægt, og af ærbødighed for hans alder anerkendte folket ham som ypperstepræst. Man søgte hans råd og adlød det, som om det var selve Guds røst. Han skulle være den første, der så Jesus som fange i præsternes magt. Han skulle være til stede ved forhøret af fangen, fordi man var bange for, at det ikke skulle lykkes den mindre erfarne Kajfas at nå til det formål, som de stræbte efter. Der måtte gøres brug af hans list, snedighed og underfundighed ved denne lejlighed; for i alle tilfælde måtte man være sikker på Kristi domfældelse.

    Kristus skulle formelt forhøres af Sanhedrin, men af Annas blev han underkastet et indledende forhør. Under det romerske herredømme kunne Sanhedrin ikke fælde nogen dødsdom. De kunne kun forhøre fangen og afsige dommen, der derefter måtte sanktioneres af den romerske øvrighed. Derfor var det nødvendigt at fremskaffe en anklage mod Kristus, der af romerne ville blive betragtet som kriminel. Der måtte også findes en beskyldning, som i jødernes øjne ville være domfældende. Der var adskillige blandt præsterne og rådsherrerne, der havde ladet sig overbevise ved Kristi lære, og kun frygten for at blive udelukket fra synagogen hindrede dem i at bekende sig til ham. Præsterne mindedes meget godt Nikodemus spørgsmål: "Dømmer vor lov mon et menneske, uden at man først forhører ham og får rede på, hvad han har gjort?" Joh. 7,51. Dette spørgsmål havde dengang bragt splittelse i rådet, og det havde krydset deres planer. Josef af Arimatæa og Nikodemus ville ikke blive indkaldt nu, men der var andre, der måske ville driste sig til at tale til gunst for retfærdigheden. Dette forhør måtte ledes på en måde, så det fik Sanhedrins medlemmer til at gøre fælles sag mod Kristus. Der var to beskyldninger, som præsterne ønskede at forfægte. Hvis man kunne bevise, at Jesus var en gudsbespotter, ville han blive dømt af jøderne. Hvis han blev overbevist om tilskyndelse til oprør, ville det sikre hans domfældelse af romerne. Annas forsøgte først at fastslå den anden anklage. Han udspurgte Jesus om hans disciple og hans lære i håb om, at fangen ville sige noget, der kunne give ham et grundlag at arbejde med. Det var hans hensigt at fremlokke en eller anden udtalelse, der kunne bevise, at han forsøgte at danne et hemmeligt forbund med det formål at oprette et nyt rige. Derefter ville præsterne udlevere ham til romerne som en fredsforstyrrer og oprørsstifter.

    Kristus tydede præstens hensigt, som om det var en åben bog. Som om han kunne læse i den spørgendes inderste sjæl, benægtede han, at der mellem ham og hans disciple fandtes nogen hemmelig overenskomst, eller at han samledes med dem i hemmelighed eller i det skjulte for at dække over sine planer. Med hensyn til sine formål eller sin lære havde han ingen hemmeligheder. "Jeg har talt frit ud til verden" svarede han; "jeg har stadig lært i synagoger og i helligdommen, dér, hvor alle jøderne kommer sammen, og i det skjulte har jeg intet talt."

    Frelseren viste modsætningen mellem sin egen arbejdsmetode og sine anklageres fremgangsmåde. I månedsvis havde de ligget på lur efter ham og stræbt efter at lokke ham i en fælde og stille ham for et hemmeligt råd, hvor de ved at sværge falsk kunne opnå det, som det var umuligt at vinde ved hæderlige midler. Nu var de ved at udføre deres hensigter. Pågribelsen ved nattetide af en pøbelhob, spotten og mishandlingerne, før han var dømt eller blot anklaget, var deres arbejdsmetode, men ikke hans. Deres handlemåde var et brud på loven. Efter deres egne bestemmelser erklæredes det, at ethvert menneske skulle behandles som uskyldigt, indtil dets skyld var bevist. Efter deres egne forordninger stod præsterne som strafskyldige.

    Så vendte Jesus sig til den spørgende og sagde: "Hvorfor spørger du så mig" Havde ikke præsterne og rådsherrerne sendt spioner ud for at overvåge hans bevægelser og for at indberette hvert ord, han havde sagt? Havde ikke disse været til stede, hver gang folket havde været samlet, og havde bragt præsterne underretning om alt, hvad han havde sagt eller gjort? "Spørg dem, der har hørt det, om hvad jeg har talt til dem," sagde Jesus. "Se, de ved, hvad jeg har sagt."

    Annas blev bragt til tavshed ved det afgørende i dette svar. Af frygt for, at Kristus skulle sige noget om hans egen fremgangsmåde, som han ville foretrække at bevare skjult for andre, sagde han ikke mere til ham denne gang. En af hans tjenere, der blev harmfuld over at se Annas bragt til tavshed, slog Jesus i ansigtet og sagde: "Svarer du ypperstepræsten sådan"

    Kristus svarede roligt: "Har jeg talt usømmeligt, så bevis, at det er usømmeligt; men har jeg talt ret, hvorfor slår du mig da" Han sagde ingen skarpe eller hævnlystne ord. Hans rolige svar kom fra et syndfrit hjerte, der var tålmodigt og mildt, og som ikke ville lade sig ophidse.

    Kristus led meget under mishandlingerne og fornærmelserne. Han tog imod enhver form for nedværdigende behandling fra de mennesker, som han havde skabt, og for hvem han var ved at bringe et uendeligt stort offer. Og han led i forhold til sit eget fuldkommen hellige sind og sit had til synden. Hans forhør ved mennesker, der handlede, som om de var djævle, var ham et bestandigt offer. At være omgivet af menneskeskabninger, der var under Satans herredømme, var oprørende for ham, og han vidste, at han ved sin guddommelige magts lynhurtige kraft kunne kaste sine grusomme plageånder til jorden. Dette gjorde prøvelsen endnu vanskeligere for ham at bære.

    Jøderne så hen til en Messias, der åbenbarede sig ved ydre herlighed. De ventede, at han ved et eneste lynglimt af overvældende vilje skulle ændre menneskers tankegang og fratvinge dem anerkendelse af sit overherredømme. De troede, at han på denne måde ville sikre sig sin egen ophøjelse og tilfredsstille deres ærgerrige håb. Da Kristus blev behandlet med ringeagt, blev han grebet af en stærk fristelse til at åbenbare sin guddommelige karakter. Ved et ord eller ved et blik kunne han tvinge sine forfølgere til at erkende, at han var Herren over alle konger og herskere, over præster og tempel. Men hans vanskelige opgave bestod i at bevare den stilling, han havde valgt: at være ét med menneskeheden.

    Himmelens engle var vidne til enhver handling, der blev begået mod deres elskede Herre. De længtes efter at udfri Kristus. Når englene handler efter Guds vilje, er de almægtige. Ved en lejlighed dræbte de efter Kristi befaling i løbet af en eneste nat et hundrede og femogfirsindstyve tusinde mand af den assyriske hær. Hvor let kunne ikke englene, da de så de skændige begivenheder ved rettergangen mod Kristus, have givet beviser for deres harme ved at tilintetgøre Guds modstandere! Men de fik ikke befaling til at gøre dette. Han, som kunne have dømt sine fjender til døden, bar over med deres grusomhed. Hans kærlighed til sin Fader og det løfte, han fra verdens grundlæggelse havde givet om at bære syndens byrde, fik ham til uden at klage at udholde den rå behandling fra dem, han var kommet for at frelse. Det var en del af hans opgave i sin menneskeskikkelse at bære al den mishandling og hån, som mennesker kunne dynge på ham. Menneskeslægtens eneste håb bestod i, at Kristus underkastede sig alt det, han måtte udholde fra menneskers hænder og hjerter.

    Kristus havde intet sagt, der kunne være fordelagtigt for hans anklagere. Alligevel var han bunden som tegn på, at han var dømt. Der måtte imidlertid være en tilsyneladende form for retfærdighed. Det var nødvendigt, at der blev foretaget en slags lovligt forhør. Det gjaldt for øvrigheden om at fremskynde dette. De vidste, hvor højt folket ærede Jesus, og de var bange for, at hvis fængslingen rygtedes viden om, ville der blive gjort et forsøg på at redde ham. Og hvis forhøret og henrettelsen ikke kom til at ske med det samme, ville der blive en uges forsinkelse på grund af påsken. Dette kunne få deres planer til at strande. Til at sikre Jesu domfældelse stolede de i høj grad på den larmende mængdes medvirken, hvoraf mange hørte til Jerusalems laveste pøbel. Hvis der skulle komme en uges forsinkelse, ville ophidselsen lægge sig, og sandsynligvis ville der komme et omslag i stemningen. Den bedre del af folket ville blive vakt til gunst for Kristus; mange ville komme frem med vidnesbyrd til forsvar for ham og gøre opmærksom på alle de undergerninger, han havde gjort. Dette ville vække folkets harme mod Sanhedrin. Man ville fordømme deres fremgangsmåde, og Jesus ville blive befriet for atter at komme til at modtage folkets hyldest. Derfor besluttede præsterne og rådsherrerne, at før deres planer kom til nogens kundskab, skulle Jesus være overgivet i romernes hænder.

    Men allerførst måtte man finde på en anklage. Endnu havde de ikke fundet nogen som helst. Annas gav befaling til, at Jesus skulle føres til Kajfas. Denne hørte til saddukæerne, af hvilke nogle var Jesu argeste fjender. Han selv var, skønt han manglede karakterstyrke, fuldt så hård, hjerteløs og samvittighedsløs som Annas. Han ville ikke sky noget middel for at tilintetgøre Jesus. Det var nu tidlig morgen, og det var meget mørkt. Ved faklernes og lygternes skær begav den bevæbnede skare sig med deres fange til ypperstepræstens palads. Medens rådets medlemmer forsamlede sig, udspurgte Annas og Kajfas atter Jesus her, men uden resultat.

    Da rådsforsamlingen var kommet til stede i domssalen, indtog Kajfas sædet som den øverste embedsmand. På begge sider af ham stod dommerne og de, som var særligt interesserede i forhøret. De romerske soldater stod vagt på platformen neden for tronen. Ved tronens fod stod Jesus. Hele den store skares blikke var rettede mod ham. Der herskede en voldsom ophidselse. Jesus var den eneste i hele forsamlingen, der var rolig og fattet. Selve luften omkring ham syntes at være gennemtrængt af noget helligt.

    Kajfas havde betragtet Jesus som sin medbejler. Folkets iver efter at høre Frelseren tale og deres tilsyneladende villighed til at tage imod hans lære havde vakt en bitter skinsyge hos ypperstepræsten. Men da Kajfas nu betragtede fangen, blev han grebet af beundring over hans ædle og værdige optræden. Han følte sig overbevist om, at denne mand var beslægtet med Gud. I næste øjeblik viste han med hån denne tanke fra sig. Straks efter lød hans stemme hovmodigt og spottende, da han krævede, at Jesus skulle gøre et af sine undere for dem. Men det var, som om Frelseren slet ikke hørte, hvad han sagde. Folket sammenlignede Annas og Kajfas ophidsede og ondskabsfulde optræden med Jesu rolige, majestætiske holdning. Selv i denne forhærdede skares sind dukkede dette spørgsmål op: Skal dette menneske, der virker som en Gud, virkelig dømmes som en forbryder

    Kajfas, der lagde mærke til den indflydelse, der gjorde sig gældende, fremskyndede forhøret. Der herskede stor forvirring blandt Jesu fjender. Det var deres faste beslutning at sikre sig, at han blev dømt, men de vidste ikke, hvordan det skulle lade sig gøre. Rådets medlemmer var delt mellem farisæerne og saddukæerne. Der var bittert fjendskab og strid imellem dem. Der var visse omdiskuterede punkter, som de ikke turde komme ind på af frygt for at komme i skænderi. Jesus kunne med ganske få ord have vakt deres fordomme mod hinanden og kunne på denne måde have vendt deres vrede bort fra ham selv. Dette vidste Kajfas godt, og han ønskede at undgå at vække strid. Der var rigeligt af vidner, der kunne bevise, at Kristus havde fordømt præsterne og de skriftkloge, at han havde kaldt dem hyklere og mordere; men det var ikke hensigtsmæssigt at fremkomme med dette vidnesbyrd. Saddukæerne havde under deres hårde fejder med farisæerne brugt lignende udtryk over for dem, og den slags vidnesbyrd ville ikke betyde noget over for romerne, der selv følte afsky for farisæernes hykleri. Der var mange beviser for, at Jesus havde vist ligegyldighed for jødernes overleveringer og havde talt uden ærbødighed om mange af deres forordninger; men med hensyn til overleveringerne stod farisæerne og saddukæerne skarpt over for hinanden. Og heller ikke dette vidnesbyrd ville have nogen vægt over for romerne. Kristi fjender vovede ikke at anklage ham for at bryde sabbatten, for at ikke en undersøgelse af sagen skulle komme til at afsløre, af hvad art hans gerning var. Hvis hans helbredelsesundere kom frem for dagens lys, ville selve hensigten med præsternes forehavende lide nederlag.

    Falske vidner havde modtaget bestikkelse for at beskylde Jesus for at opflamme til oprør og søge at oprette en regering far sig selv. Men deres vidnesbyrd viste sig at være svage og selvmodsigende. Når de blev nærmere udspurgt, forfalskede de deres egne udtalelser.

    På et tidligt tidspunkt af sin gerning havde Kristus sagt: "Bryd dette tempel ned, og på tre dage skal jeg rejse det igen." Han havde i profetiens billedsprog således forudsagt sin egen død og opstandelse. "Men det var om sit legemes tempel, han talte." Johs. 2,19?21. Disse ord havde jøderne forstået bogstaveligt, som om de hentydede til Jerusalems tempel. I alt det, Kristus havde sagt, kunne præsterne ikke finde noget at benytte imod ham med undtagelse af dette. Ved at forvanske disse ord håbede de at opnå en fordel. Romerne havde været medvirkende til at opbygge og udsmykke templet, og de var meget stolte af det. Enhver ringeagt, der blev udvist imod det, ville med sikkerhed vække deres harme. Heri kunne romere og jøder, farisæere og saddukæere mødes, thi de holdt alle templet højt i ære. Der blev fundet to vidner, hvis udsagn i dette punkt ikke var så modstridende, som de andres havde været. Den ene, der var blevet bestukket til at anklage Jesus, erklærede: "Han har sagt: Jeg kan nedbryde Guds tempel og bygge det op på tre dage." Sådan blev Kristi ord forvanskede. Hvis de var blevet gengivet nøjagtigt, som han havde talt dem, ville de ikke have bevirket hans domfældelse, selv ikke af Sanhedrin. Hvis Jesus havde været et ganske almindeligt menneske, som jøderne hævdede, ville hans erklæring kun have været udtryk for et tåbeligt, pralende sindelag, men den kunne ikke være blevet betegnet som gudsbespottelse. Selv om hans ord blev forvanskede af de falske vidner, rummede de ikke noget, som af romerne ville blive regnet for en forbrydelse, der fortjente at straffes med døden.

    Jesus lyttede tålmodigt til de modstridende vidnesbyrd. Han sagde ikke et ord til sit forsvar. Til sidst blev hans anklagere forvirrede og rasende. Man kom ingen vegne med forhøret. Det så ud til, at deres snedige planer skulle slå fejl. Kajfas var ude af sig selv. Endnu en sidste udvej var tilbage: Kristus måtte tvinges til at dømme sig selv. Ypperstepræsten rejste sig fra dommersædet med et ansigt, der var fordrejet af raseri, og hans stemme og optræden viste tydeligt, at hvis det stod i hans magt, så ville han slå fangen, der stod foran ham, til jorden. Han udbrød: "Har du intet at svare på det, de vidner imod dig?"

    Jesus tav ganske stille. "Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin mund som et lam, der føres hen at slagtes, som et får, der er stumt, når det klippes han oplod ikke sin mund." Es. 53,7.

    Til sidst hævede Kajfas sin højre hånd mod himmelen og henvendte sig til ham med de ord, man brugte ved edsaflæggelse: "Jeg tager dig i ed ved den levende Gud: Sig os, om du er Kristus, Guds Søn?"

    Kristus kunne ikke forholde sig tavs over for denne henvendelse. Der er en tid til at tie og en tid til at tale. Han havde ikke talt, før han blev direkte spurgt. Han vidste, at det ville blive den visse død for ham at svare; men dette spørgsmål blev stillet af folkets højeste anerkendte myndighed og i den Allerhøjestes navn. Kristus ville ikke undlade at vise den rette ærbødighed forloven, og desuden blev hans eget forhold til Faderen draget i tvivl. Han måtte tydeligt erklære, hvem han var, og hvorfor han var kommen. Jesus havde sagt til sine disciple: "Derfor, enhver, som kendes ved mig over for menneskene, ham vil også jeg kendes ved over for min Fader, som er i Himlene." Matt. 10,32. Nu gentog han denne lære ved sit eget eksempel.

    Alle lyttede anspændt, og alles blikke var rettede mod ham, da han svarede: "Du har selv sagt det." Det var, som om et himmelsk lys strålede fra hans blege ansigt, da han tilføjede: "Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre hånd og komme på himmelens skyer."

    Et øjeblik strålede Kristi guddommelige væsen gennem hans menneskelige skikkelses forklædning. Ypperstepræsten veg forfærdet tilbage for Frelserens gennemborende blik. Dette blik syntes at læse hans skjulte tanker og at brænde sig ind i hjertet. Aldrig senere hen i livet kunne han glemme Guds forfulgte Søns ransagende øjekast.

    Jesus sagde: "Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre hånd og komme på himmelens skyer." Med disse ord gav Kristus en skildring af modsætningen til det, der nu fandt sted. Han, livets og herlighedens Herre, skulle sidde ved Guds højre hånd. Han skulle dømme verden, og ingen ville kunne gøre indsigelse mod hans afgørelse. Så ville enhver hemmelighed komme til syne i lyset fra Guds åsyn, og der ville blive fældet dom over enhver efter hans gerninger.

    Kristi ord forfærdede ypperstepræsten. Tanken om, at der ville komme en opstandelse af de døde, hvor alle skulle stilles for Guds domstol, for at deres gerninger kunne blive gengældt, var en skrækkelig tanke for Kajfas. Han brød sig ikke om at tro, at han engang i fremtiden skulle dømmes efter sine gerninger. Begivenhederne ved den sidste dom viste sig for hans sind ligesom et panorama. Et øjeblik så han det frygtelige syn, hvor gravene gav deres døde tilbage sammen med de hemmeligheder, han havde håbet skulle være skjult for evigt. Et øjeblik følte han sig, som om han stod for den evige dommer, hvis øjne, der ser alt, læste tanker og bragte hemmeligheder for dagens lys, som han troede var skjult sammen med de døde.

    Synet forsvandt atter for ypperstepræstens blik. Kristi ord ramte ham, saddukæeren, på det ømmeste sted. Kajfas havde forkastet læren om opstandelsen, dommen og et fremtidigt liv. Nu blev han grebet af et djævelsk raseri. Skulle denne mand, der stod som fange foran ham, gøre angreb på hans mest skattede teorier Han sønderrev sin kappe, for at folk kunne se hans foregivne rædsel, og krævede, at fangen uden yderligere bevismateriale skulle dømmes for gudsbespottelse. "Hvad skal vi mere med vidner" sagde han. "Se, nu har I hørt hans bespottelse. Hvad mener I?" Og de fordømte ham alle sammen.

    Det var både overbevisning og raseri, der fik Kajfas til at handle, som han gjorde. Han var rasende på sig selv, fordi han troede Kristi ord, og i stedet for at sønderrive sit hjerte i sin stærke fornemmelse af sandheden og indrømme, at Jesus var Messias, sønderrev han sin embedsdragt i sin afgjorte modstand. Denne handling var overordentlig betydningsfuld. Kajfas forstod kun lidt af, hvad den betød. Ved denne handling, der skete for at gøre indtryk på dommerne og skabe sikkerhed for at få Kristus dømt, havde ypperstepræsten dømt sig selv. Efter Guds løv var han gjort uskikket til at være præst. Han havde afsagt dødsdommen over sig selv.

    En ypperstepræst måtte ikke sønderrive sine klæder. Efter levitternes lov var dette forbudt under dødsstraf. Under ingen omstændigheder og ikke ved nogen lejlighed måtte præsten sønderrive sin kappe. Det var skik blandt jøderne at sønderrive klæderne, når en af deres venner døde, men præsterne måtte ikke følge denne skik. Der var ved Kristus givet udtrykkelig befaling herom til Moses. 3Mos. 10,6.

    Alt, hvad præsterne havde på, skulle være helt og lydefrit. Disse smukke embedsdragter symboliserede egenskaberne hos det store forbillede, Jesus Kristus. Intet, som ikke var fuldkomment, både i klædedragt og i optræden, i ord og i ånd, kunne være Gud velbehageligt. Han er hellig, og der måtte gives en fremstilling af hans herlighed og fuldkommenhed ved den jordiske tjeneste. Kun hvad der var fuldkomment, kunne på rette måde give et billede af den himmelske tjenestes hellighed. Det dødelige menneske kunne sønderrive sit eget hjerte ved at udvise et angerfuldt og ydmygt sind. Gud ville se dette. Men der måtte ikke komme nogen flænge i præstedragten, thi dette ville skade fremstillingen af det himmelske. Den ypperstepræst, der vovede at vise sig i sit hellige embede og forrette tjeneste i helligdommen med en sønderrevet klædning, blev betragtet som en person, der havde skilt sig ud fra Gud. Ved at sønderrive sin kappe afskar han sig selv fra at være et forbillede. Gud betragtede ham ikke mere som en tjenestegørende præst. Denne handlemåde, som Kajfas her lagde for dagen, var et tegn på menneskelige lidenskaber og menneskelig ufuldkommenhed.

    Ved at sønderrive sine klæder satte Kajfas Guds lov ud af kraft for at følge menneskers overleveringer. En lov, der var skabt af mennesker, tillod, at en præst i tilfælde af gudsbespottelse måtte sønderrive sine klæder i rædsel over synden, og dog være uden skyld. Sådan blev Guds lov sat ud af kraft ved menneskers love.

    Enhver af ypperstepræstens handlinger blev betragtet med største interesse af folket, og for virkningens skyld ville Kajfas stille sin fromhed til skue. Men ved denne handling, der var beregnet på at være en anklage mod Kristus, forhånede han den, om hvem Gud havde sagt: "Mit navn er i ham." 2Mos. 23,21. Han begik selv gudsbespottelse. Medens han selv stod under Guds dom, afsagde han dommen over Kristus som en gudsbespotter.

    Da Kajfas sønderrev sin kappe, var hans handling betegnende for den stilling, jødefolket som folk herefter ville indtage over for Gud. Det folk, som engang var Guds udvalgte, skilte sig fra ham og var hurtigt ved at blive et folk, som Jehova ikke ville kendes ved. Da Kristus på korset råbte: "Det er fuldbragt!" (Joh. 19,30) og templets forhæng flængedes i to stykker, erklærede den himmelske vægter, at det jødiske folk havde forkastet ham, som var det store forbillede for alle deres symboler, virkeligheden i alle deres skyggebilleder. Israel havde skilt sig ud fra Gud. Så ville der have været grund for Kajfas til at sønderrive sin præstedragt, som betegnede, at han hævdede at være stedfortræder for den store Ypperstepræst; thi nu havde den ikke mere nogen betydning for ham eller folket. Så havde ypperstepræsten virkelig årsag til at sønderrive sin kappe i rædsel over sig selv og sit folk.

    Sanhedrin havde dømt Jesus skyldig til døden, men det var i modstrid med den jødiske lov at forhøre en fange om natten. En lovmæssig dom kunne kun afsiges ved dagens lys og i overværelse af det fuldtallige råd. På trods af dette blev Frelseren nu behandlet som en dødsdømt forbryder og overgivet til de laveste og sletteste menneskers mishandlinger. Ypperstepræstens palads var bygget uden om en åben gård, hvor soldaterne og mængden havde samlet sig. Jesus blev ført til vagtstuen gennem denne gård, og fra alle sider blev han mødt med hånsord, fordi han hævdede at være Guds Søn. Hans egne ord: at "sidde ved Kraftens højre hånd" og at "komme på himmelens skyer", blev gentaget med hån og spot. Medens han i vagtstuen afventede sin lovmæssige domfældelse, var han uden beskyttelse. Den uvidende pøbel havde set, med hvilken grusomhed han var blevet behandlet foran rådet, og dette benyttede de til frit at give udtryk for alle de djævelske tilbøjeligheder i deres natur. Selve Kristi ædle optræden og guddommelige holdning drev dem til raseri. Hans sagtmodighed, hans uskyldighed og hans majestætiske tålmodighed fyldte dem med et had, der var Satans værk. Barmhjertighed og retfærdighed blev trådt i støvet. Aldrig var nøgen forbyder blevet behandlet på en så umenneskelig måde, som Guds Søn blev det.

    Men en større sjælekval var ved at knuse Jesu hjerte. Ingen fjendehånd kunne have tildelt ham det slag, som voldte den dybeste smerte. Medens Kristus blev underkastet det uværdige forhør af Kajfas, var han blevet fornægtet af en af sine egne disciple.

    Efter at have forladt deres Mester i haven havde to af disciplene dristet sig til i en passende afstand at følge skaren, som bevogtede Jesus. Disse to disciple var Peter og Johannes. Præsterne genkendte Johannes som en af Jesu velkendte disciple og gav ham lov at komme ind i salen, i håb om at han, når han så deres førers ydmygelse, ville føle foragt for den tanke, at en sådan skabning skulle være Guds Søn. Johannes lagde et godt ord ind for Peter og skaffede også ham adgang.

    Der var blevet tændt et bål i gården; thi det var nattens koldeste tid, da dagen var lige ved at gå. En flok mennesker samledes om ilden, og Peter tog i sit overmod plads iblandt dem. Han nærede intet ønske om at genkendes som Jesu discipel. Ved ligesom tilfældigt at blande sig med mængden håbede han at blive antaget for at være en af dem, der havde ført Jesus til domhuset.

    Men da skæret fra ilden oplyste Peters ansigt, tilkastede den kvinde, der var dørvogterske, ham et søgende blik. Hun havde lagt mærke til, at han var kommet ind sammen med Johannes. Hun lagde også mærke til hans nedtrykte ansigtsudtryk og mente, at han måske var en af Jesu disciple. Hun hørte til tyendet i Kajfas husholdning, og hun var nysgerrig efter at vide besked. Hun sagde til Peter: "Er du ikke også en af den mands disciple" Peter blev forfærdet og forvirret. Alles øjne rettedes øjeblikkelig imod ham. Han lod, som om han ikke forstod hende; men hun blev ved og sagde til de omkringstående, at denne mand havde været sammen med Jesus. Peter følte sig tvunget til at svare og sagde vredt: "Jeg kender ham ikke, kvinde!" Dette var den første fornægtelse, og straks efter galede hanen. Ak Peter, så hurtig til at skamme dig over din Mester! så hurtig til at fornægte din Herre!

    Da disciplen Johannes var kommen ind i domhuset, gjorde han ikke noget forsøg på at skjule, at han var en af Jesu disciple. Han blandede sig ikke med den rå mængde, der hånede hans Mester. Ingen udspurgte ham, fordi han ikke spillede nogen falsk rolle og således udsatte sig for mistanke. Han opsøgte sig en ensom krog, hvor han var sikker for mængdens opmærksomhed, men så nær ved Jesus, som det var ham muligt. Herfra kunne han se og høre alt, hvad der fandt sted ved hans Herres domfældelse.

    Peter havde ikke tænkt sig, at man skulle få at vide, hvem han i virkeligheden var. Med en påtaget ligegyldig mine havde han anbragt sig i fjendens lejr, og han blev et let bytte for fristelserne. Hvis han var kaldet til at kæmpe for sin Mester, ville han have gjort det som en modig stridsmand; men da man pegede fingre ad ham med foragt, viste han sig at være en kujon. Mange, der ikke viger tilbage for aktiv kamp for deres Herre, drives af latterliggørelse til at fornægte deres tro. Ved at færdes sammen med dem, som de burde undgå, udsætter de sig for fristelser. De giver fjenden lejlighed til at friste dem, og de kommer til at sige og gøre ting, som de under andre omstændigheder aldrig ville have gjort sig skyldige i. Den Kristi discipel, som i vore dage dækker over sin tro af frygt for at komme til at lide eller hånes, fornægter sin Herre lige så helt og fuldt, som Peter gjorde det i ypperstepræstens gård.

    Peter lod, som om han ikke viste nogen interesse for sin Herres domfældelse, men hans hjerte krympede sig af sorg, når han hørte de grusomme hånsord og så, hvilke mishandlinger han måtte tåle. Og desuden var han overrasket og vred over, at Jesus ville ydmyge sig selv og sine venner ved at finde sig i en sådan behandling. For at skjule sine sande følelser forsøgte han at gøre fælles sag med Jesu fjender i deres usømmelige spøgefuldhed. Men hans adfærd virkede unaturlig. Han handlede løgnagtigt, og medens han prøvede på at tale ligegyldigt, kunne han ikke tilbageholde harmfulde udråb ved at se de mishandlinger, hans Mester måtte tåle.

    Opmærksomheden blev atter henledt til ham, og igen blev han beskyldt for at være Jesu discipel. Nu erklærede han med en ed: "Jeg kender ikke det menneske." Endnu en mulighed blev der skænket ham. Der var gået en time, da en af ypperstepræstens tjenere, som var en nær slægtning af den mand, hvis øre Peter havde hugget af, spurgte ham: "Har jeg ikke selv set dig sammen med ham i haven?" Sandelig, du er en af dem; du er jo også en galilæer." Peter blev rasende ved at høre dette. Jesu disciple var kendt for deres rene tale, og for at narre de spørgende og for at sandsynliggøre sin foregivne rolle fornægtede Peter nu sin Herre under banden og sværgen. Atter galede hanen. Nu hørte Peter det, og han mindedes Jesu ord: "Før banen har galet to gange, vil du fornægte mig tre gange " Mark. 14,30.

    Knap havde de nedværdigende eder lydt fra Peters læber, og hanens galen lød endnu i hans øren da Frelseren vendte sig om trods dommernes truende miner og så sin stakkels discipel lige ind i ansigtet. Samtidig blev Peters blik draget mod hans Herre. I dette milde ansigt læste han dyb medlidenhed og sorg, men der fandtes ikke vrede deri.

    Synet af dette blege, lidende ansigt, disse skælvende læber og dette medlidende og tilgivende udtryk ramte hans hjerte som en pil. Hans samvittighed vågnede. Erindringen blev levende. Peter mindedes det løfte, som han havde aflagt for ganske få timer siden, om at han ville følge sin Herre både til fængsel og død. Han huskede sin sorg, dengang Frelseren i salen ovenpå havde sagt til ham, at han tre gange den samme nat ville fornægte sin Herre. Lige nu havde Peter erklæret, at han ikke kendte Jesus, men nu blev han med den bitreste sorg klar over, hvor godt hans Herre kendte ham, og hvor nøje han havde læst i hans hjerte, hvis falskhed han ikke engang selv kendte.

    En bølge af erindringer skyllede ind over ham. Frelserens kærlige barmhjertighed, hans godhed og langmodighed, hans mildhed og tålmodighed over for sine fejlende disciple han huskede det alt sammen. Han genkaldte også denne advarsel: "Simon, Simon! se, Satan begærede jer for at sigte jer som hvede. Men jeg bad for dig, at din tro ikke må glippe." Luk. 22,31?32. Med rædsel tænkte han på sin egen utaknemmelighed, sin falskhed, sin mened. Endnu engang så han hen på sin Herre og så en ugudelig hånd blive løftet for at slå ham i ansigtet. Ude af stand til mere at kunne udholde dette syn for han op og styrtede sønderknust ud fra domhuset.

    Han skyndte sig af sted i ensomhed og mørke han vidste ikke og brød sig ikke om at vide hvorhen. Til sidst endte han i Getsemane. Begivenheden for få timer siden blev levende for hans sind. Hans Herres lidende ansigt, der var plettet af blodig sved og fortrukket af sjælekval, viste sig for ham. Med den dybeste anger huskede han, at Jesus havde grædt og lidt alene i bøn, medens de, som skulle have forenet sig med ham i denne prøvelsens stund, lå og sov. Han mindedes hans højtidelige formaning: "Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse!" Matt. 26,41. Atter var han vidne til optrinet i domhuset. Det var en lidelse for hans blødende hjerte at vide, at han havde føjet den tungeste byrde til Frelserens ydmygelse og sorg. Netop på dette sted, hvor Jesus havde udøst sin sjæl i den største smerte til sin Fader, kastede Peter sig ned på sit ansigt og ønskede, at han måtte dø.

    Det var ved at sove, dengang Jesus bød ham våge og bede, at Peter havde banet vejen for denne store synd. Alle disciplene havde ved at sove i denne skæbnesvangre time lidt et stort tab. Kristus kendte den ildprøve, som de måtte igennem. Han vidste, hvordan Satan ville arbejde for at lamme deres sanser, så de ikke var beredt til prøvelsen. Det var derfor, at han gav dem denne advarsel. Hvis disse timer i haven var blevet tilbragt med at våge og bede, ville Peter ikke have været overladt til at stole på sin egen svage styrke. Så ville han ikke have fornægtet sin Herre. Hvis disciplene havde set Kristus i hans sjælekval, ville de have været beredte til at se hans lidelser på korset. De ville til en vis grad have forstået, af hvad art hans overvældende sjælelige nød var. De ville have været i stand til at mindes hans ord, der forudsagde hans lidelse, hans død og hans opstandelse. Midt i den mest prøvende times mørke ville nogle håbets stråler have lyst op i mørket og have opretholdt deres tro.

    Så snart det blev dag, samledes Sanhedrin atter, og Jesus blev på ny ført ind i retssalen. Han havde erklæret sig selv far at være Guds Søn, og de havde udlagt hans ord som en anklage imod ham. Men de kunne ikke dømme ham på dette grundlag, for mange af dem havde ikke været til stede ved indkaldelsen om natten, og disse havde ikke hørt, hvad han sagde. Og de vidste, at den romerske domstol ikke i hans ord ville finde noget, der fortjente dødsstraf. Men hvis de af hans egen mund kunne få alle disse ord gentaget, kunne de måske nå deres hensigt. De kunne fortolke hans hævdelse af at være Messias som et oprørsk, politisk krav.

    Er du Kristus, sagde de, så sig os det! Men Kristus blev ved med at tie. De fortsatte med at bestorme ham med spørgsmål. Til sidst svarede han bedrøvet: Selv om jeg sagde jer det, ville I dog ikke tro det, og selv om jeg spurgte, ville I ikke svare mig. Men for at de ikke skulle have nogen undskyldning, tilføjede han denne alvorlige advarsel: Men herefter skal Menneskesønnen sidde ved Guds krafts højre hånd.

    Er du da Guds Søn? spurgte de som med én røst. Han sagde til dem: I siger det selv; jeg er det. Så råbte de: Hvad skal vi med flere vidnesbyrd? Nu har vi jo selv hørt det af hans mund. Ifølge de jødiske myndigheders tredje domfældelse skulle Jesus dø. Alt, hvad der nu behøvedes, mente de, var, at romerne stadfæstede denne dom, og at han blev overgivet i deres hænder.

    Nu fulgte for tredje gang en scene med mishandling og spot, endnu værre end den, der var forårsaget af den uvidende hob. Denne fandt endog sted i overværelse af præsterne og rådsherrerne og med deres billigelse. Enhver deltagende eller menneskelig følelse var forsvundet af deres hjerter. Selv om deres argumenter var svage og ikke kunne bringe hans røst til at tie, så var de i besiddelse af andre våben, af den slags, som til alle tider har været brugt for at bringe kættere til tavshed lidelse, vold og død.

    Da dommen over Jesus var afsagt af dommerne, blev folket grebet af et djævelsk raseri. Deres stemmers brølen lød, som om de var vilde dyr. Mængden stormede hen imod Jesus og råbte: Han er skyldig, dræb ham! Hvis ikke de romerske soldater havde været til stede, ville Jesus ikke have levet og være blevet naglet til korset på Golgata. Han ville være blevet sønderrevet for øjnene af sine dommere, hvis ikke de romerske myndigheder havde lagt sig imellem og med våbenmagt lagt bånd på mængdens voldshandlinger.

    Hedenske mænd var vrede over den brutale behandling af et menneske, mod hvem der intet var blevet bevist. De romerske officerer erklærede, at jøderne ved at fælde dom over Jesus krænkede den romerske magt, og at det endog stred imod den jødiske lov at dømme et menneske til døden på grundlag af hans eget vidnesbyrd. Denne indskriden medførte en kortvarig standsning af deres adfærd; men de jødiske ledende mænd var lige ufølsomme, hvad enten det gjaldt medlidenhed eller skam.

    Præster og rådsherrer glemte deres embedsmæssige værdighed og overøste Guds Søn med hæslige skældsord. De hånede ham på grund af hans herkomst. De erklærede, at hans formastelighed ved at erklære sig for at være Messias fortjente den mest vanærende død. De mest tøjlesløse mænd gav sig til at mishandle Frelseren på den skændigste måde. Et gammelt klædningsstykke blev kastet over hovedet på ham, og hans forfølgere slog ham i ansigtet og sagde: "Profetér for os, Kristus, hvem var det, der slog dig?" Da klædet atter blev fjernet, var der en usling, som spyttede ham i ansigtet.

    Guds engle optegnede nøjagtigt hvert eneste krænkende blik, ord og hver handling mod deres elskede fører. En dag vil de skændige mennesker, der hånede ham og spyttede på Kristi rolige, blege ansigt, komme til at se det i dets herlighed, hvor det stråler klarere end solen.