Dato og tid
     
    Chatboks
    Du skal være logget på for at skrive en kommentar på webstedet - enten log på eller hvis du ikke er medlem klik her for medlemskab


    Endnu ingen beskeder.
    12. - For at I skal huske ...
    torsdag. 21 februar 2013
    af Uploadet af Andreas Falck forfatter liste
    i At finde vejen til Jesus
    hits: 823

    At Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog brødet, takkede, brød det og sagde: "Dette er mit legeme, som gives for jer, gør dette til ihukommelse af mig!" Ligeså tog han kalken efter aftensmåltidet og sagde: "Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, gør dette, så ofte som I drikker den, til ihukommelse af mig." Thi så ofte som I spiser dette brød og drikker kalken, forkynder I Herrens død, indtil han kommer." 1Kor.11,23?26.

    Kristus stod ved skillelinjen mellem to store højtider. han, Guds lydefri Lam, skulle snart fremstille sig som et skyldoffer, og på denne måde ville han bringe afslutningen på alle de forbilledlige og ceremonielle systemer, der gennem fire tusinde år havde peget hen imod hans død. Medens han spiste påskemåltidet med sine disciple, indstiftede han i stedet herfor den tjeneste, der skulle være til ihukommelse af hans store offer. Jødernes nationale højtid skulle for stedse bortfalde. Den tjeneste, som Kristus indstiftede, skulle overholdes af hans efterfølgere i alle lande og til alle tider.

    Påsken blev indstiftet som en mindefest for Israels udfrielse af den ægyptiske trældom. Gud havde bestemt det sådan, at beretningen herom år efter år skulle genfortælles, når børnene spurgte om betydningen af denne forordning. På denne måde ville mindet om den vidunderlige befrielse bevares frisk i alles sind. Indstiftelsen af Herrens nadver skete til erindring om den store udfrielse, der skete som følge af Kristi død. Denne anordning skal højtideligholdes, indtil han kommer for anden gang i kraft og herlighed. Den er det middel, hvorved hans store værk for os skal bevares frisk i vort sind.

    Dengang udfrielsen fra Ægypten skete, spiste Israels børn påskemåltidet stående, rejseklædte og med staven i deres hånd, rede til at drage bort. Den måde, hvorpå de højtideligholdt denne forordning, stemte overens med deres tilstand; thi de var lige ved at blive forjaget fra Ægyptens land og skulle til at bekende en besværlig og vanskelig færd gennem ørkenen. Men på Kristi tid var forholdene blevet ændret. Nu skulle de ikke til at fordrives fra et fremmed land, men boede i deres eget land. I overensstemmelse med den fred, der var blevet givet dem, indtog folket dengang påskemåltidet i hvilende stilling. Der var stillet løjbænke rundt om bordet, og gæsterne lå på dem, idet de støttede sig til den venstre arm og havde den højre fri til at spise med. I denne stilling kunne en af deltagerne lægge sit hoved på dens bryst, som sad nærmest foran ham. Og fødderne, der hvilede ved løjbænkens yderste kant, kunne tvættes af en, som gik rundt om kredsens yderside.

    Kristus er stadig ved det bord, som er dækket med påskemåltidet. De usyrede brød, der bruges i påsketiden, står foran ham. Påskevinen, som er ugæret, står på bordet. Disse symboler anvender Kristus til at fremstille sit eget lydefri offer. Intet, der var fordærvet ved gæring, symbolet på synd og død, kunne være et billede på "Lammet uden plet eller lyde". 1Pet. 1,19.

    Mens de nu spiste, tog Jesus et brød, velsignede, brød det og gav sine disciple det og sagde: Tag dette og spis det; dette er mit legeme. Og han tog en kalk og takkede, gav dem den og sagde: Drik alle heraf; thi dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Og jeg siger jer: fra nu af skal jeg ikke mere drikke af denne vintræets frugt før den dag, da jeg skal drikke den ny sammen med jer i min Faders rige.

    Forræderen Judas var til stede ved den hellige nadvertjeneste. Han modtog af Jesus symbolerne på hans sønderbrudte legeme og hans udgydte blod. Han hørte ordene: "Gør dette til ihukommelse af mig!" Og medens han sad der, hvor selve Guds Lam var til stede, rugede han over sine egne mørke planer og var opfyldt af sine egne vrede og hævngerrige tanker. Ved fodtvætningen havde Kristus givet overbevisende bevis for, at han kendte Judas karakter. "I er ikke alle rene" (Joh. 13,11), sagde han. Disse ord overbeviste den falske discipel om, at Kristus kendte hans hemmelige planer. Nu sagde Kristus det mere tydeligt. Da de sad sammen ved bordet, sagde han, medens han så på sine disciple: "Jeg taler ikke om jer alle; jeg ved, hvem jeg har udvalgt; men det skriftord måtte jo gå i opfyldelse: Den, som spiser mit brød, har løftet sin hæl imod mig."

    End ikke nu mistænkte disciplene Judas. Men de så, at Kristus lod til at være dybt bekymret. Det var, som om en sky hvilede over dem alle, en forudfølelse af en skrækkelig ulykke, men de forstod ikke, af hvad art den var. Medens de sad og spiste i tavshed, sagde Jesus: "Sandelig, sandelig siger jeg eder: en af jer vil forråde mig." Ved at høre disse ord blev de grebet af forbavselse og bestyrtelse. De kunne ikke fatte, hvordan nogen af dem skulle kunne handle forræderisk mod deres guddommelige lærer. Af hvad grund skulle de forråde ham? og til hvem. I hvis hjerte kunne en sådan plan komme til verden. Sikkert ikke hos en af de udvalgte tolv, der fremfor alle andre havde haft den forrettighed at høre hans lære, som havde fået del i hans forunderlige kærlighed, og som han havde vist en sådan tillid, at han havde bragt dem i nær forbindelse med sig selv!

    Da de blev klare over betydningen af hans ord og huskede på, at hvert af hans ord var sandhed, blev de grebet af frygt og manglende tillid til sig selv. De begyndte at granske deres egne hjerter for at se, om de husede en eneste tanke imod deres Mester dér. Med den mest smertelige bevægelse spurgte den ene efter den anden: "Det er dog vel ikke mig, Herre?" Men Judas sad tavs. Til sidst spurgte Johannes i sin dybe fortvivlelse: "Herre! hvem er det." Og Jesus svarede: "Han, som nu sammen med mig stak hånden i fadet, han vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, sådan som der står skrevet om ham; men ve det menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det havde været bedre for det menneske, om han aldrig var født." Disciplene havde gransket hinandens ansigter nøje, da de spurgte: "Det er dog vel ikke mig, Herre." Og nu fik Judas tavshed alles blikke til at rette sig mod ham. Midt i forvirringen og forundringsudbruddene havde Judas ikke hørt Jesu ord til besvarelse af Johannes spørgsmål. Men nu spurgte han, ligesom disciplene havde gjort, for at undgå deres ransagende blikke: "Det er dog vel ikke mig, rabbi?" Jesus svarede alvorligt: "Du har selv sagt det."

    Forundret og forvirret over at se sine planer røbet rejste Judas sig hastigt for at forlade salen. "Jesus siger nu til ham: Hvad du gør, gør det snart! Efter at han havde fået stykket, gik han straks ud. Og det var nat." Det var nat for forræderen, da han vendte sig fra Kristus og gik ud i mørket udenfor. Før Judas havde taget dette skridt, havde han endnu haft en mulighed for at angre. Men da han forlod sin Herre og sine meddisciple, var den endelige afgørelse truffet. Han var gået over grænsen.

    Jesu langmodighed havde været vidunderlig, medens han havde med denne fristede sjæl at gøre. Intet var ladet ugjort, som kunne have hjulpet til at redde Judas. Efter at han to gange havde sluttet overenskomst om at forråde sin Herre, gav Jesus ham stadig lejlighed til at omvende sig. Ved at læse de hemmelige hensigter i forræderens hjerte gav Kristus Judas det sidste og overbevisende bevis på sin guddommelighed. Dette var det sidste kald til omvendelse for den falske discipel. Der var ikke blevet sparet nogen kærlig henvendelse, som Kristi guddommelige og menneskelige hjerte kunne gøre. Barmhjertighedens bølger, der var slået tilbage af stædigt hovmod, vendte tilbage i en stærkere flodbølge af uendelig kærlighed. Men skønt Judas var overrasket og forskrækket over, at hans forbrydelse var opdaget, blev hans beslutning endnu mere afgjort. Han gik fra den hellige nadver bort for at fuldføre sin forræderiske gerning.

    Ved at udsige veklagen over Judas havde Kristus også en barmhjertig hensigt over for sine disciple. Han gav dem på denne måde det højeste bevis på, at han var Messias. "Jeg siger jer det allerede nu, før det sker, for at I, når det er sket, skal tro, at jeg er den, jeg er." Hvis Jesus havde forholdt sig tavs, i tilsyneladende uvidenhed om, hvad der skulle ramme ham, kunne disciplene have troet, at deres Mester ikke havde guddommelig forudviden, og at han var blevet overrasket og forrådt i hænderne på den mordlystne hob. Et år tidligere havde Jesus sagt til disciplene, at han havde udvalgt tolv, og at én af dem var en djævel. Nu ville hans ord til Judas, som viste, at dennes forræderi fuldtud var kendt af hans Mester, styrke troen hos Kristi sande efterfølgere under hans ydmygelse. Og når Judas var nået til sit skrækkelige endeligt, ville de mindes det veråb, som Jesus havde udtalt over forræderen.

    Og Frelseren havde også et andet formål. Han havde ikke udelukket ham, som han vidste var en forræder, fra sin tjeneste. Disciplene forstod ikke hans ord, dengang han ved fodtvætningen sagde: "I er ikke alle rene", og heller ikke, da han ved bordet sagde: "Den, som spiser mit brød, har løftet sin hæl imod mig." Joh. 13,11 og 18. Men senere hen, da betydningen af hans ord blev tydelig, fik de noget at tænke over med hensyn til Guds tålmodighed og nåde over for den allermest vildfarne.

    Skønt Jesus lige fra begyndelsen kendte Judas, vaskede han dag hans fødder, og forræderen fik den forrettighed i samfund med Kristus at deltage i den hellige nadver. Den langmodige Frelser brugte alle overtalelsesmidler for at få synderen til at tage imod ham, til at angre og til at blive renset for syndens besmittelse. Dette eksempel gælder også for os. Når vi mener, at et menneske er ude i vildfarelse og synd, bør vi ikke skille os ud fra ham. Vi bør ikke ved nogen letsindig adskillelse overlade ham til at være et bytte for fristelser eller jage ham over i Satans lejr. Dette er ikke Kristi handlemåde. Det var, fordi disciplene fejlede og var ved at fare vild, at han tvættede deres fødder, og alle de tolv med undtagelse af en nåede således til omvendelse. DSM 450

    Når de troende samles for at højtideligholde denne anordning, er der sendebud til stede, som ikke kan ses af menneskers øjne. Der er måske en Judas blandt de tilstedeværende, og hvis dette er tilfældet, kommer der sendebud fra mørkets fyrste, thi de ledsager alle, der nægter at lade sig beherske af Helligånden. Der er også himmelske engle til stede. Disse usynlige gæster er altid til stede ved enhver sådan lejlighed. Der kan også i kredsen findes mennesker, der ikke i deres hjerte er sandhedens og gudsfrygtens tjenere, men som måske gerne vil tage del i gudstjenesten. Dem bør man ikke udelukke. Der er vidner til stede, som også var til stede, dengang Jesus vaskede sine disciples og Judas fødder. Det var ikke blot menneskers øjne, som var vidne til dette.

    Kristus er ved Helligånden til stede for at besegle det, som han selv har indstiftet. Han er der for at overbevise og for at gøre hjertet mildere. Ikke et blik, ikke en angerfuld tanke undgår hans opmærksomhed. Han venter på de angrende og sønderknuste sjæle. Alt er beredt til at tage imod en sådan sjæl. Han, som tvættede Judas fødder, længes efter at tvætte ethvert hjerte rent fra syndens smuds.

    Ingen burde udelukke sig selv fra den hellige nadver, fordi der måske er nogen til stede, som er uværdig. Enhver discipel er kaldet til at deltage åbenlyst for alle og således være et vidnesbyrd om, at han modtager Kristus som sin personlige Frelser. Det er ved disse lejligheder, som er indstiftet af Kristus selv, at han møder sit folk og giver dem kraft ved sin nærværelse. Selv hjerter og hænder, som er uværdige, kan forrette tjenesten, men Kristus er alligevel til stede for at tjene sine børn. Alle, der kommer til ham med en fast tro på ham, vil få en stor velsignelse. Enhver, der forsømmer at tage del i disse hellige stunder, vil gå glip af meget. Om dem kan der med fuld berettigelse siges: "I er ikke alle rene"

    Ved sammen med sine disciple at spise af brødet og drikke af vinen gav Kristus dem vished for, at han var deres Frelser. Han overgav dem den nye pagt, ved hvilken alle, der tager imod ham, bliver Guds børn og Kristi medarvinger. Ved denne pagt var enhver velsignelse, som Himmelen kunne skænke for dette og det kommende liv, blevet deres. Denne pagtshandling skulle stadfæstes ved Kristi blod, og forvaltningen af sakramentet skulle stadig holde disciplene for øje, hvilket uendelig stort offer der var bragt for enhver af dem som en del af den fortabte menneskeheds store hele.

    Men den hellige nadvertjeneste skulle ikke være en sorgens stund. Dette var ikke formålet med den. Når Herrens disciple samles om hans bord, så skal de ikke mindes eller begræde deres fejl eller mangler. De skal ikke dvæle ved deres tidligere religiøse erfaringer, hvad enten disse erfaringer har været højnende eller nedslående. De skal ikke tænke tilbage på de uoverensstemmelser, der har været mellem dem og deres brødre. Den forberedende tjeneste har omfattet alt dette. Selvransagelsen, synsbekendelsen og bilæggelsen af uoverensstemmelser har alt sammen fundet sted. Nu kommer de for at mødes med Kristus. De skal ikke stå i korsets skygge, men inden for dets frelsende lys. De skal åbne deres sjæl for de klare stråler fra Retfærdighedens Sol. Med hjerter, der er renset i Kristi dyrebare blod og i fuld bevidsthed om hans nærhed, skønt han ikke ses, skal de høre hans ord: "Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver." Joh. 14,27.

    Vor Herre siger: Når du er overbevist om synd, så husk, at jeg døde for dig. Når du er tynget og forfulgt og lider for min og evangeliets skyld, så husk på min kærlighed, der er så stor, at jeg gav mit liv for dig. Når dine pligter synes strenge og hårde og dine byrder for tunge at bære, så husk, at jeg for din skyld udholdt korset og agtede skammen ringe. Når din sjæl viger tilbage for de store prøvelser, så husk på, at din Frelser lever og går i forbøn for dig.

    Nadvergudstjenesten viser hen til Kristi andet komme. Det var dens formål at bevare dette håb levende i disciplenes sind. Hver gang de kom sammen for at ihukomme hans død, gentog de for hinanden, at "han tog en kalk og takkede, gav dem den og sagde: Drik alle heraf; thi dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Og jeg siger jer: fra nu af skal jeg ikke mere drikke af denne vintræets frugt før den dag, da jeg skal drikke den ny sammen med jer i min Faders rige." Under deres trængsler fandt de trøst i håbet om deres Herres genkomst. Denne tanke var dem uendelig dyrebar: "Thi så ofte som I spiser dette brød og drikker kalken, forkynder I Herrens død, indtil han kommer." 1Kor. 11,26.

    Dette er noget, vi aldrig må glemme. Jesu kærlighed skal med sin tvingende magt bevares frisk i vor erindring. Kristus har indstiftet denne tjeneste, for at den skal tale til vore sanser om den kærlighed, som Gud har givet udtryk for til gavn for os. Der kan ikke ske nogen forening mellem vore sjæle og Gud undtagen ved Kristus. Forbindelsen og kærligheden mellem broder og broder må være faststøbt og gjort evig ved Jesu kærlighed. Og intet mindre end Kristi død kunne gøre hans kærlighed virkningsfuld for os. Det er kun på grund af hans død, at vi med glæde kan se hen til hans andet komme. Hans offer er midtpunktet for vort håb. Det er herpå, at vi må bygge vor tro.

    De anordninger, der viser hen til vor Herres ydmygelse og lidelse, betragtes alt for meget som en formel skik. De blev indstiftet med en bestemt hensigt. Vort følelsesliv trænger til at holdes vågent for at holde fast ved gudsfrygtens hemmelighed. Det er en forrettighed for alle at forstå Kristi forsonende lidelse i langt højere grad, end vi gør det. "Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen" netop sådan er Menneskesønnen blevet ophøjet, "for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham." Joh. 3,14?15. Vi må se hen til Golgatas kors, som bærer en døende Frelser. Vort evige vel kræver, at vi viser vor tro på Kristus.

    Vor Herre har sagt: "Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer ..... Thi mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik." Joh. 6, 53?55. Dette er tilfældet med vor fysiske natur. Selv dette jordiske liv skylder vi Kristi død. Det brød, vi spiser, er købt med hans sønderbrudte legeme. Det vand, vi drikker, er købt med hans udgydte blod. Der findes ingen, hverken hellig eller synder, som spiser sin daglige mad, uden at han næres ved Kristi legeme og blod. Golgatas kors står præget på hvert eneste brød. Det genspejles i enhver kilde med vand. Alt dette har Kristus lært os ved at bestemme symbolerne for sit store offer. Lyset, der skinner fra denne nadvertjeneste i salen ovenpå, helliger vort daglige livs fornødenheder. Det bord, hvor familien spiser, bliver til Herrens bord, og hvert måltid bliver et sakramente.

    Og i hvor langt højere grad er Kristi ord sande, når det gælder vor åndelige natur. Han siger: "Den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv." Det er ved at modtage det liv, der blev givet for os på Golgatas kors, at vi kan leve et helligt liv. Og dette liv modtager vi ved at tage imod hans ord og ved at gøre det, som han har befalet os. På den måde bliver vi ét med ham. Han siger: "Den, som æder mit kød og drikker mit blod, han bliver i mig, og jeg i ham. Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i kraft af Faderen, således skal den, der æder mig, leve i kraft af mig." Joh. 6,54. 56-57. Dette skriftord gælder på en særlig måde om den hellige nadver. Når troen beskuer vor Herres store offer, optager sjælen Kristi åndelige liv i sig. Denne sjæl vil modtage åndelig kraft ved hver nadvergudstjeneste. Denne tjeneste danner en levende forbindelse, hvorved den troende forenes med Kristus og således også med Faderen. På en særegen måde danner den et forbindelsesled mellem de afhængige menneskelige væsener og Gud.

    Når vi modtager brødet og vinen, der er symboler på Kristi sønderbrudte legeme og udgydte blod, kan vi i tanken deltage i nadverindstiftelsen i salen ovenpå. Det er, som om vi vandrer gennem den have, der er helliget ved hans sjæleangst, som bar verdens synd. Vi er vidne til den kamp, ved hvilken vor forsoning med Gud blev opnået. Vi ser den korsfæstede Kristus iblandt os.

    Når vi betragter den korsfæstede Frelser, forstår vi mere fuldt og helt storheden og betydningen i det offer, som Himmelens Majestæt bragte for os. Frelsesplanen bliver herliggjort for os, og tanken om Golgata vækker levende og hellige følelser i vore hjerter. Lov og pris til Gud og Lammet vil lyde fra vore hjerter og vore læber; thi hovmod og selvdyrkelse kan ikke trives i den sjæl, som bevarer mindet om begivenhederne på Golgata levende i sit hjerte.

    Den, som ser Frelserens uforlignelige kærlighed, vil blive forædlet i sine tanker, lutret i hjertet og forvandlet i karakteren. Han vil gå ud for at være verdens lys, for i nogen grad at genspejle denne forunderlige kærlighed. Jo mere vi betragter Kristi kors, jo mere fuldt og helt vil vi kunne tale på samme måde som apostlen, da han sagde: "Men det være langt fra mig at rose mig af noget andet end vor Herres Jesu Kristi kors, ved hvem verden er korsfæstet for mig, og jeg for verden." Gal. 6,14.